Politiken bringer i dag en gennemgang af Tøndersagen – fortalt af pigen, som blev udsat for de mangeårige meget grove krænkelser. Uden at omgivelserne reelt greb ind.

Når jeg læser den artikel bliver jeg fysisk utilpas – for jeg kender jo de sager til hudløshed. De sager, hvor forældrene ikke vil lukke nogen ind, børnene er indesluttet, tavse, stille, forhutlede. Og så det som oftest overses – nemlig barnets fysiske, ringe udvikling! Netop de fysiske konsekvenser overset alt for ofte og ageres sjældent på. Netop de fysiske konsekvenser på omsorgssvigten risikerer i dag at blive overset i endnu højere grad efter at Lars Løkke Rasmussen sammen med DF for 5 år siden valgte med et pennestrøg (og bytte for en vandkanon vil jeg tro) at fjerne lovpligtige lægeundersøgelser af skolebørn. Lægeundersøgelser som netop kunne og ofte formåede ikke mindst at finde tegn på svære overgreb. Mange af disse overses idag – fordi børnene ganske enkelt ikke bliver undersøgt på samme måde. Og netop Tønder-forældre går jo ikke selv til lægen med børnene, undgår jo så godt de kan at få børnene undersøgt. Og der var netop lægeundersøgelser af skolebørnene på skolerne geniale og velegnede. Men de findes desværre ikke mere grundet Lars Løkke Rasmussens lovændring i sin tid godt bistået selvfølgelig af DSR.

Artiklen gengiver også alle forældrenes løgne. Løgn på løgn på løgn. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i børnesager har læst præcis de forklaringer, som forældrene kommer med. Næste ordret. Nogle af de grove sager om seksuelle krænkelser, som jeg selv kender til, har også været fyldt med forældrenes løgne. og så selvfølgelig klager over sagsbehandlere, læger, pædagoger – alle der forsøgte at påpege omsorgssvigten. Det sker dete øjeblik. Og det er en ganske effektiv måde at holde omgivelserne fra livet.

Vi SKAL lære af Tøndersagen. Og har jo retfærdigvis også allerede på mange måder forsøgt at lære heraf. Professionelle skal turde! Turde lytte til børnene, spørge børnene og mest af alt tro på børnene, når de fortæller om overgreb! I langt størsteparten af sagerne er det de voksne man tror på. Selv i denne grusomme sag, hvor begge forældre er psykisk syge, får førtidspensioner af samme grund og den ene endda har diagnosen skizofreni! Det er også de voksne som i mange sager får fat på advokater osv. Hver gang, at vi har sager i kommunerne med psykisk syge forældre – og ikke mindst hvis de får tildelt fx førtidspension som følge heraf, SKAL vi sikre at omsorgen for børnene er god. Og at de ikke udsættes for overgreb, omsorgssvigt osv. Det stille både krav til de professionelle men også naboer, venner, familie osv. Rigtig mange kender jo familierne og rigtig mange vil vide, når noget er galt fat. Og en del undlader at gøre noget. Håber på at ANDRE griber ind. Men det går ikke. Du må SELV gøre en forskel. Selv turde underrette kommunen/de sociale myndigheder, når du får kendskab til omsorgssvigt.

Men – og der er et men – der er lang vej endnu. Skal vi sådanne overgreb til livs kræver det en politisk vilje og indsats, som der reelt fortsat savnes. Men med mod og omsorg for børnene fra både private og os professionelle, herunder tro på børnenes fortællinger, kommer vi dog meget langt! Og rigtig mange professionelle gør en stor indsats. Jeg har heldigvis mødt mange af dem og kender mange af dem. Ikke mindst sagsbehandlere som skal leve med trusler, hadesider, chikane, klager osv. Det er et af de sværeste områder i den kommunale forvaltning at være sagsbehandler i, netop fordi at forældrene til tider kan være utrolig aggressive og ubehagelige, som fx i Tøndersagen.

Stor ros til Politiken for en nødvendig gennemgang af sagen.