Netop nu debatteres om lærere må give børnene kram. Det risler mig koldt ned ad ryggen. Tænk sig – at vi med vores forkvaklede sind er nået så langt i mistænkeliggørelsen af gode mennesker. Pædofiliens hæslige fjæs hjulpet godt på vej af den ligeså hæslige (og desværre populære) film – Jagten. For netop den film har om noget gjort sit til den aktuelle situation. Den har hverken hjulpet de børn, som reelt udsættes for pædofoli ej heller har den mindsket mistænkeliggørelsen af helt almindelige mennesker uden snerten af seksuelle afvigelser som pædofili.

Det er en sørgelig udvikling. Og især for børnene. Samme diskussion har jo allerede fundet sted i årevis blandt daginstitutionspersonale – hvor især mænd dårligt tør røre børnene.

På min daglige løbetur idag kom jeg pludselig i tanke om særligt to lærere/pædagoger i min skolealder, som gav mig kram. Når det var nødvendigt. Elisabeth var nonne på den lille katolske privatskole på Amager, hvor jeg gik i 1.klasse. Jeg husker fortsat duften og ikke mindst følelsen af hendes sorte nonnekjole mod min kind, når hun gav mig et knus. Hver dag når vi mødte i skolen fik jeg et knus. Måske gav hun alle et knus. Det ved jeg ikke. Men jeg fik et. Måske fordi hun var særlig glad for mig. Eller fordi, at jeg var et lille barn, som hun med rette forstod havde brug for et særligt knus. Hver dag. For netop i 1. klasse mistede jeg min far og min mor var alene med mig, samtidig med, at hun var ved at finde fodfæste i den anden del af landet, Silkeborg – hvor vi samtidig flyttede til. Alt mens mine morforældre passede mig og jeg lærte at køre alene med bussen fra Hvidovre og til Amager. Hver dag frem og tilbage i 3 måneder. Det fortjente helt sikkert et stort knus. Og det fik jeg så. Og var utrolig taknemmelig. På intet tidspunkt blev mine grænser overskredt.

Den anden jeg husker med særlig varme fra Franz, som var pædagog på det fritidshjem, som jeg gik på vel frem til 4. klasse i Silkeborg (hvortil jeg kom fra 2.klasse). Franz var også noget helt særligt. Jeg husker ikke så meget knusene, men hans svingture. Og dem var der mange af. Han lærte mig at spille fodbold, bordtennis og slibe træ. Særligt husker jeg en lejrskole, hvor jeg havde en del hjemvé, men den forsvandt, når Franz var i nærheden. Og jeg har helt sikkert både holdt ham i hånden når vi gik og nok også fået et kram eller to. Jeg husker blot trygheden, når Franz var i nærheden. At Franz så også husker mig, blev jeg mindet om for få år siden, hvor Franz gik på pension og sendte mig nogle videoklip fra samme lejr. Hvor jeg ja – spillede fodbold (og stort talent gik tabt kan jeg se he he). Var jeg noget særligt for Franz? Ja, det vil jeg tro. Jeg er sikker på, at han i en tid, hvor de fleste børn kom fra kernefamilier kunne se, at her var en sårbar pige, hvis mor var enlig forsørger og kæmpede en brav og flot kamp for at give pigen de bedste forudsætninger (og det fik jeg for hun sørgede for at jeg blev læge hvilket var usædvanligt for enlige mødres børn i provinsen). Så Franz bidrog med al den professionelle omsorg, som han formåede, og det indbefattede i ny og næ, at jeg fik en svingtur, et knus, blev holdt i hånden eller blot spillet lidt længere bordtennis med end de andre børn. For jeg var et mere sårbart barn. På intet tidspunkt blev mine grænser overskredet.

Til Elisabeth, Franz og alle de andre gæve lærere og pædagoger, som op gennem min barndom holdt om mig og ikke mindst af mig vil jeg sige tak. Af hele mit hjerte tak. For både Elisabeth og Franz – og alle de andre helt særlige professionelle – gjorde en stor forskel for mig og min mor. Og sikrede at jeg følte mig tryg og min mor ligeså. Jeg følte mig rent faktisk værdsat og ja endda elsket. For det barn jeg nu var. Med alle mine fejl og mangler. Og det sikrede, at jeg kunne udnytte mit potentiale (om ikke på fodboldbanen) og ikke mindst forfølge min drøm (og min afdøde fars) om at blive læge. Hvor er jeg dog taknemmelig for, at der i min tid var professionelle, som turde vise os børn, at vi var vellidte, at vi blev set, holdt af – og gav os de nødvendige knus og kram.

Alle vi helt almindelige mennesker, hvoraf nogle har valgt at gøre en forskel for børns opvækst og uddannelse, betaler en høj pris på enkelte syge stodders syge handlinger. Det værste er dog, at vi lader os spinde ind i det spind. Vi bliver vores egne værste fjender. Igen.

Selvfølgelig skal lærere kramme børnene – når de har behov for det. Alt andet vil være umenneskeligt! Netop selvsamme knus og kærlige kram er særligt vigtige for sårbare børn. Og dem der der fortsat en hel del af derude. Så giv børnene et kram og et knus. Lad dem mærke, at de er værdsatte, elsket og bliver set!