Bloggen driller. Kommentardelen er ved at blive omlagt, så man skal tjekke ind via sin facebookprofil. Derved står man (ihvertfald lidt mere) ved, hvem man er. Og det skal man her. I ved hvem jeg er – og der er intet odiøst i, at jeg også gerne vil vide, hvem jeg debatterer med. For kan ens synspunkter ikke tåle dagens lys – tør man ikke stå ved det – er det IKKE her, at man skal debattere.

Hvad angår den ulykkelige sag om drabet på Rasmus. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige i den sag. Et hjælpeløst barn er blevet slået ihjel og begraves i dag. Det er så stor en tragedie, som man kan forestille sig.

Mange af jer var parate til at tilgive Nils Malmros kone for at slå et barn på 9 måneder ihjel. Man var glad for, at hun vendte tilbage til skolen, hvor hun underviste. Nils Malmros har ligefrem lavet en film herom, hvilket jeg synes er forkasteligt men andre af jer lovpriser. Vel an – vis da Rasmus stakkels mor samme forståelse og empati. Skal vi ikke starte med at få hendes historie? Bare en snas af den? Og indtil da lade forældrene sørge over tabet. I ro og mag. Det gælder både for Rasmus far som mor. Det gælder ikke mindst for de familiemedlemmer og venner omkring Rasmus, som også har mistet et barn, som de holdt af.

Jeg takker for jeres mange venlige mails. Mange af jer har sendt mig meget personlige beretninger, og det skal I have tak for. Nogle af jer er bekymrede for al den had, som jeg rammes af. Det er jeg som debattør desværre vant til. Det er hæsligt og afskyeligt. Men desværre de odds, vi er oppe imod, så længe hadefulde mennesker kan få lov til at ytre sig ekstremt hadefuldt. Som fx er tilfældet på Nationen hos Ekstrabladet. Når man læser nogle af de indlæg, tvivler man på, at det er helt almindelige mennesker. Og hvilken ondskab mennesket OGSÅ kan rumme. Det må også gøre noget ved de mennesker, som dagligt skal sidde og følge med den debat. Man må blive afstumpet af al den afstumpethed.

Men langt, langt størsteparten af alle de mails jeg har modtaget har været venlige og empatiske. Rigtig mange af jer har rost mig for at turde tage denne debat. Og tak for det. Men vi lever i et demokrati, hvor vi har ytringsfrihed. Også nu. Men det er svært for en del af mestre uden samtidig at blive meget perfide, injurierende og ækle. Desværre. Jeg er glad for at have min blog og mit eget ståsted. Og takker for jeres besøg. og til alle ´rotterne´ vil jeg sige – som jeg også siger til rigtige rotter – gå ad helvede til. I bærer sygdom med jer – og det ønsker jeg ikke her!

Sidst men ikke mindst – jo – I kan stadig få et gratis eksemplar af ´Det stille barn´ som e-bog. Ingen skal snydes. Send mig dag en mail på vibeke@vibekemanniche.dk.

Må Rasmus hvile i fred!