Lige nu raser der diskussion om diagnosers betydning ifht sociale ydelser og Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, mener at kommunerne jagter diagnoser før de udbetaler ydelser.
Jeg har de sidste 20 år arbejdet meget tæt sammen med kommunerne som lægekonsulent. Jeg kan ikke genkende Søren Brostrøms kritik. Tværtom er det min klare opfattelse, at kommunerne generelt omgår diagnoser med den omhu, som de fortjener. Det gælder for børn og voksne, og at kommunerne også generelt netop er meget optaget af funktionsevnen. Det er hele metoden som sagsbehandlerne arbejder efter – netop at se på funktionsevnen.
Når det er sagt – spiller en diagnose selvfølgelig en rolle, når en kommune skal vurdere en borgers funktionsevne- og behov ikke alene nu men også på sigt. Diagnoser er trods alt et væsentligt redskab og ikke mindst for læger. Det er netop diagnosen, som typisk udløser helt bestemt lægelig behandling, forløbspakke, yderligere udredning osv. På mange punkter er diagnoser nødvendige. For ikke mindst lægens arbejde og indsats selvfølgelig. Borgerens prognose ikke mindst og selvsagt funktionsevne. Har borgeren fx brækket ryggen og er lam i benene som følge heraf, er den diagnose dog ganske væsentlig for udredning af funktionsevnen. Det er jo ikke en ren gættekonkurrence kommunen skal ud i og diagnoser sikrer kvaliteten i kommunernes arbejde.
Diagnosejagt kender vi dog alle til. Forældre der hellere vil have at barnet har en diagnose – som fx ADHD – snarere end at blive beskyldt for ikke at opdrage barnet. Ikke mindst fordi, at der til tider følger sociale ydelser netop med diagnosen.
Praktiserende læger over hele landet bruger urimelig meget tid på at se borgere, som opsøger dem for at blive sygemeldt/forblive sygemeldt i situationer, hvor det intet har med sygdom at gøre. Men hvor borgeren selv jagter en diagnose for at undgå at møde på en arbejdsplads, som vedkommende ikke ønsker sig tilbage til. Enten er vedkommende fyret fra jobbet eller har selv opsagt sin stilling. Eller processen er igang. Det er på alle måder spildtid og det er en helt urimelig belastning af sundhedsvæsenet og de praktiserende lægers værdifulde tid – hvor lægen netop er sat i verden for at udrede og behandle syge medborgere – og ikke tilbyde et skalkeskjul for noget, som fagforeningerne burde tage sig af. I de situationer misbruges diagnoserne og deres betydning, og det bør give anledning til stor bekymring ifht belastningen af sundhedsvæsenets i forvejen sparsomme ressourcer. Læger er nu engang uddannet til lægearbejde – og ikke diagnosetrylleri.
