Sikke en overskrift. Hvordan hænger det mon sammen?
Jo – netop disse dage er Inger Støjberg fra Venstre i orkanens øje, fordi hun har skrevet en ganske udmærket kronik i Politiken. Hvad jeg er meget enig i, er Støjbergs ønske om sekularisering. Ikke mindst efter netop overstået visit til London, hvor jeg blev mindet om, hvor grumme overgreb vi kvinder kan udsættes for – i religionens uhellige navn. For netop religion bruges alt for ofte som et redskab til at knægte ikke mindst kvinders seksualitet og frihed, og i det hele taget knægte andre. Og man kan ikke bygge et demokrati og lighed mellem kønnene på religion. Det bygges på retfærdighed og lovgivning. Intet andet.
I Holland diskuteres burkaforbud, og selvsamme har jo været til debat herhjemme tidligere. Og er effektueret i Frankrig. Det er tid til at genoptage debatten – uanset hvor få det måtte vedkomme. I London stoppede jeg med at tælle, da jeg havde set 85 med burka – det nærmest vrimlede med dem. Da jeg mødte en burkaklædt kvinde i receptionen på Langham Hotel – fik jeg nok. Jeg spurgte manden i receptionen, om Langham Hotel – et femstjernet hotel i centrum af London – mon havde en dresscode. Om jeg fx kunne gå rundt i bikini. Han rødmede passende og sagde, at de havde en dresscode der sagde, at man skulle være ´decent´ klædt- hvilket vel bedst lader sig oversætte til ´sømmeligt´ klædt. Jeg bad ham derefter viderebringe min klage til manageren om, at jeg fandt burka meget usømmeligt – og at jeg som gæst følte mig slemt intimideret heraf, herunder ligefrem bange ved synet. Den stakkels receptionist skrev og skrev, mens han bedyrede, at han ville lade det gå videre til manageren.
Der er INTET positivt at sige om dette væmmelige og hæslige fængsel som en burka udgør for kvinder og ALENE kvinder – og det skal skal forbydes. Intet mindre. Fuldstændig som i Frankrig.
Ros til Inger Støjberg for at turde sine sin mening – og jeg er enig i, at et fællesskab forpligter. Det giver rettigheder og pligter og et godt fællesskab bygger på demokrati, ligeværd mellem kønnene og respekt for hinanden. Hvad den enkelte tror på forbliver en privatsag og skal holdes som sådan. Ikke mindst skal det ikke influere ens arbejde i offentlige embeder. For mit vedkommende kan du kalde mig både protestant, katolik, muslim, hindu og lidt jøde. I sidste ende forbliver det et mellemværende mellem min gud og mig. Det vedkommer ingen andre.