Netop nu er vi vidne til meget alvorlig kritik af Esbjerg kommune i forbindelse med håndtering af ulykkelige sager, hvor to børn er blevet udsat for langvarig og grov omsorgssvigt. Dette svigt af børnene går angiveligt tilbage til 2011. Men spørgsmålet man bør stille sig er, om det kan forekomme nu? Ja, er mit klare svar. Ikke at jeg har kendskab til Esbjerg kommune – men jeg har rigtigt godt kendskab til udsatte børn og hvordan deres tarv varetages. Og ikke varetages.

Da jeg for nogle år siden sad i ekspertudvalget i forbindelse med Barnets reform pegede jeg på to væsentlige forhold, som ville ændre og sikre børnenes tarv markant. jeg gør det gerne igen. For det første skal man sikre sig i børnesagerne, ikke mindst de såkaldte § 50- undersøgelse, at man i langt større grad ser på de lægelige forhold. Det gælder hvad angår barnets udvikling, herunder den fysiske, men også forældrenes helbredsmæssige forhold. Meget ofte er sagerne meget sparsomt beskrevet i den retning, omend netop disse forhold spiller væsentlig rolle for forældreevnen. Ikke mindst forekomsten af misbrug og/eller svær psykisk sygdom hos forældrene. Det andet man må kigge på er den økonomiske konsekvens for kommunen ved INTET at foretage sig. Således at der også bliver et økonmisk incitament for kommunen til at gøre noget, og ikke som nu, hvor selvsamme får dem til at undlade handling. Det fungerer fint på fx sygedagpengeopmådet hvor netop refusion af kommunens udgifter er en væsentlig drivkraft i indsatsen. Lignende system kan selvfølgelig også lade sig gøre, når det gælder noget så sårbart som børnesager.

I bund og grund handler det om politisk vilje. Ikke så meget andet.