Da Henrik Dahl sidste år debuterede som skønlitterær forfatter – oplevede han det, som vi er en del andre ´kendte´ forfattere har oplevet. Nemlig at det handlede mere om manden end bogen. Hvilket betød nogle useriøse og ondskabsfulde anmeldelser. Han foreslår nu et Ankenævn for anmeldelser og jeg er meget enig.

Hele anmelderfeltet har brug for en alvorlig kvalitetssikring og kritisk eftersyn. Plus ikke mindst at der bør være nogle minimumskrav til anmeldernes arbejde og forudsætninger. Sidst men ikke mindst mener jeg, at man bør have fast disclaimer – som vi fx har ved publicering af videnskabelige artikler. Ganske enkelt bør anmdelderen som noget fast oplyse om der er interessekonflikter. Om man kender forfatteren, musikeren, egne forudsætninger som uddannelse osv – hvad der nu har betydning for ens vurdering af værket. Således at læseren ikke mindst kan læse anmeldelsen i den rette sammenhæng og ikke alene som ´Guds ord´.

Selv oplevede jeg tilbage i 2011 en helt vanvittig ondskabsfuld anmeldelse af Helle Broberg Nielsen i Weekendavisen af min første krimi, Skrøbelige hjerter. Hvordan hun havde læst bogen, Skrøbelige hjerter, aner jeg ikke. Måske på hovedet. Eller slet ikke! Men hvad hun i stedet brugte spalteplads til var en utrolig hadefuld og ondskabsfuld artikel – som på mange måder var dybt injurierende og alene handlede om hvad der afslørede sig som et rasende had mod mig. Først da kom jeg i tanke om, at Helle og jeg gennem flere år var FPF´ere sammen i samme lille kreds i Silkeborg og gik på gymnasiet sammen. Boede gennem flere år tæt på hinanden. Det må handle om en dreng hun ikke fik – hvem aner jeg ikke. Jeg har spurgt flere af de flotte fyre jeg kendte – ingen husker hende. Måske deraf hadet. Det ændrer ikke ved, at 1) redaktøren aldrig skulle have bragt anmeldelsen og 2) et ankenævn ville uden tvivl have beordret ny og seriøs anmeldelse og 3) injurierne burde have haft konsekvenser og 4) havde der været fast punkt med Interessekonflikter skulle Helle Broberg Nielsen have oplyst, at vi kendte hinanden gennem mange år i vores barn- og ungdom!.

Om selvsamme useriøse og uprofessionelle ´anmelder´ fortsat anmelder aner jeg ikke – for jeg har ikke læst Weekendavisen siden. Vi opsagde abonnementet og jeg har ikke kigget mig tilbage. Nummer 5 krimi om Anna Storm er nu på vej – og mine læsere elsker hende. Resten kan rode med noget andet. Jeg er ligeglad.

Tilbage til Henrik Dahls forslag. Han rører ved noget essentielt. Nemlig anmelderes til tider useriøse og meget personlige og tidvist injurierende tilgang til forfatteren eller kunstneren. For vi ser det jo også fx ved musik – hvor jeg har set sådan en som fx Treo skrive nogle anmeldelser om fx Sanne Salomonsen – der INTET har med Sannes musik at gøre, men alene vel handler om, at hun må have afvist staklen en gang. Had. Rendyrket had. Jeg læser af samme grund aldrig hans anmeldelser, fordi han er useriøs, men alligevel får han spalteplads og har dog betydning for ikke mindst kunstnerens salg.

Hvad er anmeldere egentlig? Ret ofte selvbestaltede ´eksperter´. Nogle med uddannelser som journalister, lærer og andet. Andre alene selv ´forfattere´. Eller et ønske om at blive forfatter. Eller musiker. Kort sagt med ganske forskellig baggrund. Anmelderne kan dog typisk læse eller lytte til musik. Den ros skal de ha. Så begynder vi også at have anmeldere, som har gået på Forfatterskolen, underviser på Forfatterskolen og gudhjælpemig anmelder hinanden. Og lur mig om det samme ikke også er tilfældet blandt musikere og musikanmeldere, teater og teateranmeldere. Måske svært at undgå i et lille land som Danmark. Men ikke desto mere nepotisme.

Hvad er så god litteratur? Det tror jeg aldrig vi bliver enige om. Mange er nok enige om at Josefine Klougart kan sætte ord sammen. Underfundigt og smukt. Hun smager på hvert et ord. Ingen sætning synes tilfældig. Men historierne? De er i mine øjne ligegyldige, intetsigende eller ligefrem frastødende. Det er min mening. Andre vil mene det stik modsatte. Alligevel under jeg hende alle de priser, der kan hænge på hendes skuldre. For hun gør sig helt sikkert umage i sit forfatterskab. Smager på hvert et ord. Mine egne skønlitterære bøger kommer aldrig i nærheden af litteraturpriser. For mit sprog er uden tvivl ikke sprudlende nok. Og jeg smager heller ikke tilstrækkeligt på ordene. Indrømmet. Til gengæld tager jeg vigtige emner op. Som jeg føler er nødvendige. Samfundskritiske og som forhåbentlig også kan gøre en forskel for mennesker i nød, børn, kvinder, syge osv. Bøgerne har en fortælling og en mening. Et sigte. Politisk endda. Måske kan de være med til at gøre verden bare en snas bedre. Så jeg er glad for og stolt af hver enkelt bog – men synes de fortjener at blive læst i den kontekst de bør befinde sig i og på deres egen præmis. Ikke som fin-litteratur – men som samfundskrimi…letlæst og med noget på hjerte.

Ved et eventuelt ankenævn skulle der også være en form for ´blindlæsning´. Således at anmelderens forudindtagethed om forfatteren forsvinder – og tilbage bliver en vurdering af bogen, værket og langt mindre personen og anmelderens holdninger, kærlighed eller ligefrem had til denne. Tak til Henrik Dahl for at påpege råddenskaben blandt dansk ´anmelderkorps´ – det er tid til at give området et kvalitetsløft og stille krav hertil – herunder få oplyst som et fast punkt ´interessekonflikter´ samt anmelderens egne forudsætninger. Det ville i sig selv kunne være ganske revolutionerende og ikke mindst et fremskridt for os, som lægger ryg til!

http://www.b.dk/kultur/udskaeldt-forfatter-leger-med-ideen-om-et-ankenaevn