Der har kørt en diskussion om et nedladende og sexistisk portræt af Pernille Rosendahl i Politiken i forbindelse med hendes 50 års fødselsdag. Det affødte en undskyldning fra Politiken. Heldigvis har Pernille Rosendahl en del venner blandt politikere – og det fik dem til at fare i blækhuset.

Det får mig til at tænke på mit EKSTREMT nedladende portræt i forbindelse med min 60-års fødselsdag. Ritzau lavede et portræt som reelt var udtryk for chikane og personforfølgelse. INTET godt at fortælle ifølge Ritzau. Måtte “man” forstå. Det handlede altsammen om netop negative vinkler og var ekstremt nedladende. Dog var mit udseende – i modsætning til Pernille Rosendahl – trods alt ikke værd at beskrive.

Jeg har skrevet 35 bøger – herunder klassikeren Alt om Barnet. Rigtig mange familier har mindst en af mine bøger stående i reolen. Nok også mange journalister. Det fremgik ikke. Jeg er virksomhedsejer og har været det i mange år. Det fremgik ikke. Jeg har en Phd i socialmedicin (og dermed grundig efteruddannelse i epidemiologi, statistik, folkesundhed osv). Det fremgik ikke. Jeg har siddet med i mange faglige udvalg under bl.a. Sundhedsstyrelsen – og formand for flere. Det fremgik ikke. Jeg har siddet med i ekspertudvalg i EU og sjældne sygdomme. Det fremgik ikke. Jeg har forestået efteruddannelse af landets kommunallæger i mange år. Det fremgik ikke. Jeg sad med som lægelig ekspert i forbindelse med Barnets Reform. Det fremgik ikke. Min mand er professor i hjertesygdomme. Det fremgik ikke. Jeg har spillet en rolle i en film (Sankt Bernhard syndikatet). Det fremgik ikke. Jeg er satirefigur Dr. Manniche i Den korte Radioavis. Det fremgik ikke. Jeg har i mange år undervist og holdt foredrag (og gør det fortsat). Det fremgik ikke. Jeg er dygtig tennisspiller. Det fremgik ikke. Jeg er dygtig havsvømmer. Det fremgik ikke. Jeg er elendig kok. Det kunne godt have været inddraget – må være en fejl det ikke var med det. Jeg er elendig til at synge. Det er nok også en fejl det ikke kom med. Jeg har en grim håndskrift. Det er nok også en fejl det ikke kom med. Jeg kan ikke sy. Det må også være en fejl det ikke kom med. Jeg har griseøjne om morgenen. Det må også være en fejl, at det blev udeladt.

Kort sagt – det portræt der blev skrevet af Ritzau, da jeg fyldte 60 år, og bragt i mange medier var så ækelt og nedladende – at jeg end ikke vil gengive det eller se det igen. Det havde INTET med mig at gøre og var alene udtryk for, at en fagperson, som retmæssigt var kritisk overfor regeringens og pressens coronaindsats, måtte tåle at blive kanøflet. Trynet. Ingen faldt på halen for at klage over mit sexistiske og nedladende portræt. Det måtte jeg så tåle.

Men – der er et men. For jeg er sikker på, at går man portrætter igennem med en tættekam er der en tendens til hvem man tryner mere end andre – min påstand er, at det oftest går hårdest ud over os kvinder.

Fødselsdagsportrætter – det bør vel være som at holde en tale til en fødselar. Enten siger man noget godt og positivt – eller så holder man sin kæft!

Jeg var forberedt på, at pressen ville være ondskabsfuld overfor mig – og det skal jeg så også love den var. Af samme grund måtte jeg frabede mig et “portræt” i Kristeligt Dagblad da det gik op for mig, at det også var et ondskabsfuldt personforfølgende portræt. Så det slap jeg da for. Trods alt. Men det er IKKE i orden.

Debatten er nødvendig.

Jeg er igang med min bog “I censurens skygge blegner demokratiet” – og censur er OGSÅ nedværdigende og nedladende omtale. Det er en del af den samme “sygdom”.