Den sidste uge har været tung – og minderne om og med Synnøve svirrer rundt i hovedet på mig. Hvad ville jeg selv havde gjort, hvis Synnøve fortalte hun tænkte på selvmord? Fået hende indlagt på den lukkede afdeling – selvfølgelig. Men det kræver måske, at man er læge for at tænke sådan?

Jeg er ked af, at Synnøve ikke er blandt os mere. Også selv om jeg ikke har haft kontakt til Synnøve de sidste to år og dermed intet kendte til hendes nuværende skrupler og helbredsmæssige udfordringer. Jeg har dog forud herfor et indgående og mangeårigt kendskab til Synnøve – med al hendes krudt og ukrudt.

Synnøve var en stor mundfuld. På mange måder. Det behøver man ikke være særligt indsigtsfuld ej heller læge for at vide.

Det er let at være bagklog – det er altid den letteste klogskab. Nuvel – jeg mener så, at det er mere end det.

Synnøve havde ifølge hendes redaktør problemer med den højre arm og kunne derfor ikke skrive. 12 timer før Synnøve døde skrev hun en desperat mail til samme redaktør, hvor hun åbenlyst tilkendegav hendes tanker om selvmord. Af respekt for brevhemmelighed vælger jeg IKKE at gengive mailen her, men har som store dele af befolkningen læst mailen, som redaktøren har offentliggjort.

Redaktøren fortæller også, at hun gennem tiden har fået mere end 250 mails fra Synnøve. Og det har rigtig, rigtig mange gennem tiden. Jeg vil tro, at det er første gang i de mails, at Synnøve truede med selvmord.

Hvad skulle redaktøren have gjort? Hvad skal (eller bør) du selv gøre i lignende situation? Ja selvfølgelig række ud og i dette tilfælde fået sat hjælp i værk. Fået Synnøve til enten selv at kontakte psykiatrisk afdeling og hvis ikke af egen fri vilje, da skulle redaktøren have kontaktet politiet eller vagtlægen. 60-80 procent af dem der begår selvmord rækker ud forinden. Desperat. Og den hånd og det hjerte skal vi gribe.

Det er for sent bagefter. Ville det have gjort en forskel, såfremt redaktøren havde kontaktet fx vagtlægen eller politiet? Eller bedt Synnøve om at tage på psykiatrisk skadestue? Ja – det er jeg faktisk ret overbevist om, at det ville. Det har virket før. Men vi aner det af gode grunde ikke.

Jeg tror vi alle kan lære heraf. Fundere over hvad vi selv ville gøre i lignende situation. For INGEN er forberedt på en sådan situation.

Min kommentar er ikke en kritik af redaktøren som sådan (og derfor nævner jeg heller ikke hendes navn), men en refleksion over forløbet og en refleksion over brug af de sociale medier i så alvorlig en sag.

Det har også været tankevækkende at se, hvordan Jeppe Søe har brugt/misbrugt Synnøves død til som det første at melde ud, at FARS var ren fiktion. Endda at tage afdøde Synnøve som gidsel, ved at skrive, at det nåede hun endda selv at melde ud! Det har Synnøve mig bekendt aldrig meldt så klart ud og ej heller givet udtryk for i private samtaler. Tvært om har hun igen og igen fortalt om en vanskelig barndom med mange svigt og følelsen af ikke at være elsket. Og selvsamme barndom med svigt var den, som førte til Synnøves store vanskeligheder gennem livet. Hvad der reelt skete i Synnøves barndom – i Synnøves verden – vil jeg til enhver tid mene vi bør overlade til Synnøve at berette om. Hvilket hun så gennem store dele af sit liv og sine fortællinger har forsøgt at gøre. Meget vel som en blanding af fiktion og virkelighed. Så at bruge en halvsøsters død til at gå et ærinde ifht at få ændret et narrativ, synes jeg er meget upassende. Sandheden kendte kun Synnøve (og hendes nu afdøde far).

Synnøve døde alene. Den ensomhed og følelsen af ikke at være elsket (nok) tog Synnøve med sig i døden. Hun rakte ud men blev ikke grebet.

Ræk ud, tag om, grib fat og sørg ikke mindst for at du handler, når eller hvis du konfronteres med mennesker, som så klart tilkendegiver at de er selvmordstruet.

Er du uenig med mig – så lav ´mor-prøven´. I stedet for Synnøve synes jeg, at du skal sætte din mor. Tænk hvis det var DIN mor, der havde skrevet så åbenlyst, at livet ikke var værd at leve. Og den hun skrev til ikke iværksatte hjælp. Og så dernæst, at det var DIN mor, hvor du skulle læse ikke kun hendes fortvivlende ord – men også at så privat og desperat en mail blev offentliggjort til hele den danske befolkning. Din elskede, elskede mor. Det er dér vi er – hverken mere eller mindre.

Jeg sender varme tanker til Synnøves elskede søn Romeo – som Synnøve elskede overalt på jorden. Også selv om livet blev alt for svært at leve.

Ps.
Sådan ønskede Synnøve at blive citeret, da hendes bog ´Når mågerne flyver baglæns” udkom. Fortællingen om Synnøve sluttede ikke så godt, som Synnøve da lovede os.

” Jeg har i mit liv mødt mange forskellige mennesker, og det er de skæve, de fantasifulde, de ulykkelige og de “anderledes” der har gjort størst indtryk i mit hjerte. Det er svært at være psykisk syg, men det er måske endnu sværere at være pårørende, fordi det er så svært for den syge, at forklare, hvordan sygdommen æder dem op og for det meste gør dem handicappede for livet. Jeg har talt med en masse psykisk syge, der har forklaret mig, hvordan de har det og jeg har så genfortalt deres historier med indlevelsesevne og kærlighed til disse mennesker. En af historierne, DEN HVIDE MASKE handler om mig selv, da jeg var helt ung. Den beskriver et ulykkeligt ungt menneske, men historien ender godt.” siger Synnøve Søe.

Pps – Suste Bonnen har givet mig lov til at bruge det skønne (gamle) foto af Synnøve, som er et af de mange, som Suste Bonnen har taget gennem tiden. Sådan så Synnøve ikke ud de sidste år – men det er dejligt at huske hende sådan.