Interviewet af Ghita Nørby på Radio 24/7 af Iben Marie Zeuthen må gå over i journalist-historien som noget af det værste makværk. Målrettet og åbenlyst forsøg på defamering og udstilling af Ghita Nørby. Sjældent har jeg hørt noget så tåkrummende journalistik – og jeg forstår til fulde Ghita Nørbys reaktion og synes det er vældig befriende, når en kvinde så markant siger fra. Om end pinefuldt at lytte til hele programmet. Jeg tvang mig (og min mand) til at høre programmet.

At programmet overhovedet bringes ikke alene udstiller Iben Marie Zeuthen som en journalist, der ikke mestrer interviewkunsten. Ifht hende er det i mine øjne ligeså gak, som hvis en plastikkirurg fremviste sine skamferede patienter. Vel at mærke EFTER at plastikkirurgen havde været i gang. Elendig reklame. Forskellen er dog at plastikkirurgen vil få inddraget sin autorisation. Det vender jeg tilbage til. Men programmet får også én til at spørge om der ikke findes en laveste fællesnævner hos Radio 24/7?

Ifht Radio 24/7 forstår jeg ikke, at man overhovedet har valgt at bringe det. Der må da være situationer, hvor man simpelthen kasserer noget.

Hvad gør programmet godt for? Udover at vise os at journalister kan være elendige. Os som gennem mange år har haft kontakt til medieverden behøver ikke at blive mindet om sidstnævnte. Det har vi opdaget for mange år siden. Endda helt uden konsekvenser for de elendige journalister (og jo da – selvfølgelig er der også vanvittig gode journalister).

Desværre har journalister ikke autorisation. Det betyder også, at man ikke kan få fjernet en journalist fra sit virke. Som fx læger, sygeplejersker, jordemødre osv.

Taget i betragtning hvilken skade en journalist kan gøre for andre medmennesker – historien er brolagt med sådanne historier – mener jeg, at selvsamme interview burde føre til en debat om netop journalisters autorisation. Det tror jeg langt hen ad vejen vil sikre 1) at folk der kaldte sig journalister reelt var uddannet sådanne 2) at autorisationen i sig selv ville regulere faget og 3) at området ville blive langt bedre og mere retfærdigt reguleret. I dag er det på mange måder wild west.

Tilbage til Ghita Nørby – jeg er nu stor fan af hende. Hun siger fra. Og i en grad så journalisten til sidst forstår det – selv om man også bliver klar over, at journalistens forsøg (i hvert fald i løbet af interviewet) bliver defamering. Det er nærmest som man i interviewet kan høre tænkeboblerne fra Iben Marie Zeuthen ”nu har jeg hende sgu´”.

Ghita Nørby fremstår klar i mælet, hurtigt tænkende og stålfast. Jamen, det er jo da vidunderligt. Og anmeldere som Henrik Palle skal ikke lege læge…det bør han overlade til os læger. Interessant når lægfolk begynder at skyde rundt omkring sig med diagnoser – så får Ghita Nørby sådan lige et ekstra dunk i nødden. Sådan. Gok. Jeg skal som læge til gengæld undlade at stille diagnoser ifht journalisten. Det vil være både uværdigt og uetisk. Så lad os blive enige om helt at holde diagnoser ude af denne snak. Den er langt mere principiel.

Det handler om forsøg på defamering og et ´interviewoffer´ som i befriende grad siger stop. At vandene deles forstår jeg godt. En stor del af de journalister, som angriber Ghita Nørby forsvarer jo dermed også sig selv. Og deres egne vilkår. Mens vi andre – der til fulde forstår Ghita Nørby – har befundet os i Ghita Nørbys situation. Mange gange. Ikke i helt så grotesk grad – men jeg har personligt ikke tal på, hvor mange elendige, sjuskede og dovne “journalister” med meget tydelig agenda jeg har været i ´hænderne´ på gennem tiden. Nogle ligefrem fordrukne. En del af dem tvivler jeg på reelt har en journalistuddannelse. Så jeg kan meget let sætte mig i Ghita Nørbys sted. Genkende hendes frustration, vrede og afmagt. At journalister kaster sig glubsk over hende er som sagt både et forsvar af sig selv, gør historierne mere interessante, sælger kliks osv. Men reelt burde sagen føre til selvransagelse. Nemlig om journalister bør have autorisation. Og svaret er fra min side et rungende JA!

No bullshit – flere af hendes slags og færre af interviewerens slags. Plus autorisation til journalister. Så hvis den debat tages op, har interviewet selvfølgelig haft et formål. Men lad os se om handsken tages op. Det tør medieverdenen næppe.

Ps. Jeg kender mange dygtige journalister. Min egen far var en af dem. Så jeg er på ingen måde ude efter journalister. Men jeg mener at ´standen´ i stor grad bør stramme op og at en autorisation vil være en måde at regulere området på i langt større grad og sikre at færre bliver udsat for grov defamering.

PPS. Jeg har fået oplyst, at Iben Marie Zeuthen slet ikke er journalistisk uddannet – det forklarer selvfølgelig meget men understreger dog blot endnu mere min pointe.