Herning dagpleje skal have stor ros for at have en sukkerpolitik – og dermed også begrænse kager blandt børnene under 3 år.
Det er som om, at hele befolkningen har glemt, at børn under tre år som udgangspunkt slet ikke skal have kage, slik og sodavand! Og skal de have det, har forældrene rigelig lejlighed til at give dem det, når børnene er hjemme.
I en offentlig pasning skal man sætte en høj standard for kostens lødighed. I forvejen æder vi oftest hyggen – og i et pædagogisk arbejde er udfordringen netop at lære børnene, at man sagtens kan hygge sig og fejre hinanden, begivenheder osv uden at skulle spise kager, pebernødder osv.
Det er en skam, at et godt og gennemtænkt initiativ med visioner om sundhed blandt dagplejens små børn, skal få så hård en medfart.
Tak til Herning Dagpleje for et godt og nødvendigt initiativ. Hold fanen højt og skyd vingefjeren op, og lad mediestormen rase. Det er trælst at blive lagt for had – fordi I gør et stort og godt arbejde. Hold endelig kursen. Børnene har brug for forstandige voksne!