Det er klogt gjort af Netflix, at de vil minimere rygning på deres film. Gennem de sidste mange år har en hel del forskning dokumenteret, at rygning på film påvirker børn og unge. Således har flere studier vist, at rygning på film markant øger risikoen for at børn og unge starter med at ryge. Netop unge er sårbare for at starte med at ryge og derfor er films indvirkning på unge da også afgørende og en væsentlig indsats mhp at forebygge at børn og unge ryger. Den indsats er værdifuld, fordi vi ved, at størstedelen af rygere debuterer med at ryge før de er fyldt 18 år.

Man kan ikke forvente, at Peter Aalbæk kender til forskningen på området – men det gør Netflix tydeligvis. Dygtige skuespillere formår heldigvis at spille skurk og alt muligt andet uden en cigaret i mundvigen. Det er dog pinligt, at dansk filmindustri åbenlyst halter bagefter. Mens der i mange år har været en meget stor bevægelse i USA og Hollywood netop mod rygning på film, har der kun været hånlige fnys fra danske filmfolk. Pinligt. Det vil klæde dansk filmindustri at følge trop og bifalde samt bakke op om Netflix beslutning. Til gavn for ikke mindst befolkningens sundhed, hvor filmindustrien selvfølgelig også har et medansvar.