De næste dage tager jeg fat på forskellige sider af tennis – ikke mindst inspireret af den fæle oplevelse vi havde på tennisbanen den anden dag, og som kom til udtryk i en helt anden tråd om et helt andet emne (men mere om den sag senere…) For historien om tennis starter et andet sted og for mange år siden :-).
Hvordan overlever parforhold uden tennis? Det har nu været mig en gåde i rigtig mange år. Netop hjem kommet fra endnu en gang tennis med min mand, glæder vi os atter over, at vi har den fælles sport og alle de mange timer, som vi har spillet mod hinanden. Oftest med store smil på læberne og tidvist med vredesudbrud, skældsord og vrisne blikke. Når vi træder ind på gruset bliver vi begge 14 år igen. Så er det eneste der gælder næste bold – og den skal helst vindes. Netop tennis er hos os selvfølgelig og langtfra det eneste, som holder os sammen – men det er et godt klister. Ikke mindst på gråvejrsdage.

Jeg startede med at spille tennis som 12-årig – og da i Silkeborg Tennisklub. Her blev jeg indviet i denne vidunderlige sport. Jeg lærte, hvordan man opfører sig på en bane, regler, rammer, moral og ikke mindst at undgå snyd. Jeg husker stadig min forargelse, da jeg som 15-årig spillede mod en meget moden og dygtig kvindelig tennisspiller, som havde ganske høje tanker om sig selv. Hun dømte konsekvent boldene ude, når hun alternativt havde tabt bolden. Jeg var målløs og ikke alene nægtede jeg at spille med og mod hende igen, men det lærte mig også, hvordan man netop i tennis er afhængig af tillid og troværdighed. Selv når en bold så brændende ønskes at gå ud! Så de enkelte gange, at jeg måtte fristes til at dømme en bold forkert, toner hun frem for mit indre øje, og jeg dømmer straks rigtigt. Uden slinger. Det andet er en glidebane.

I Silkeborg Tennisklub spillede man med dem, som nu var at finde i klubben. Man hang ud i klubben timevis og var bare glad, når der var nogle, som man kunne spille med. På kryds og tværs af aldre og køn. Fællesskabet var i højsæde, og på mange måder var det medvirkende til, at jeg lærte, hvordan man opfører sig, høflighed, venlighed, retskaffenhed, retfærdighed  – og ikke mindst fælles glæde ved en vidunderlig tennissport. For på mange måder udspiller der sig på en tennisbane en miniatureudgave af ´the real world´.

Og lykkelig har jeg været i nu mange år over fortsat at glædes over hver en bold, som jeg rammer rigtigt.

Fortsættelse følger…