Der er atter fokus på børn, som lades i stikken. Af den ene eller anden grund. Det er lige ubegribeligt og hjertenskærende hver gang, at man konfronteres hermed. Som læge og mor føler jeg, at det er min pligt fortsat at kæmpe udsatte børns kamp – og som jeg så ofte tænker – hvis jeg ikke gjorde, hvem gjorde det så? Det letteste er at tie stille. Røre lidt jordskokkesuppen og tælle målene i en harmløs håndboldkamp. Tænk over det. Hvornår har du sidst selv taget et barn i forsvar? Hvornår har du sidst selv forsøgt at gøre en forskel? Påpege nogle åbenlyse urimeligheder? Overgreb? Vanrøgt? Sandheden er jo, at rigtig mange børn lades i stikken – ikke alene af dem, som udøver omsorgssvigt og vanrøgt – men også alle os andre, som tier. Vender ryggen til. Sætter kikkerten for det blinde øje og håber, at ANDRE dog vil gøre noget. De ANDRE er dig selv!

Som borgere har vi alle en almindelig underretningspligt, som forpligter os til at reagere, hvis vi får kendskab til vanrøgt og mishandling af børn. Jeg håber, at endnu flere ville tage denne pligt alvorligt og handle. Ikke håbe på at andre gør det.

Tak for jeres venlige henvendelser og mails. I er som altid meget velkomne til at kontakte mig på vibeke@vibekemanniche.dk, hvis I har særlige sager, som I gerne vil drøfte. Mit fokus forbliver barnets tarv – herunder barnets helbred og rettigheder. Jeg kan med sindsro sige, at der er plads til mange flere i kampen! Den kan tidvist føles ganske ensom.