Netop nu er der meget diskussion om dokumentaren ´Blodets bånd´- hvor vi er tilskuer til, at børn forbliver hos en far, som er stærkt misbrugende. Uden at kommunen (eller instruktøren for den sags skyld) griber ind. Før langt senere.
Det er ganske afgørende at få fokus på kommunernes ofte manglende dokumentation i børnesagerne. Alt for ofte får kommunen og sagsbehandleren slet ikke dokumenteret de lægelige forhold, herunder eventuel misbrug og psykisk sygdom hos forældrene. Ej heller de helbredsmæssige konsekvenser hos børnene. Sagsbehandlingen er for langvarig og desværre har ringe sagsbehandling reelt ingen konsekvens for hverken sagsbehandleren eller kommunen.
Der bør være metodekrav hvori indgår ikke mindst fokus på de lægelige/helbredsmæssige forhold, herunder konsekvens for sagsbehandler og ikke mindst kommunen, hvis der ikke gribes ind. Erfaringerne viser, at netop fokus på misbrug herunder motivering af forældrene til at gå i behandling ved at tage udgangspunkt i børnenes trivsel og helbred, kan medvirke til en tidlig indsats og hjælp, så at tvangsfjernelse kan undgås. En tvangsfjernelse som i øvrigt typisk først kommer det øjeblik, at børnene er blevet så store og udadreagerende, at omgivelserne stiller krav herom.
Således er mit forslag, at det lægelige (både hos forældre og børn)  bliver belyst langt bedre – plus at der kommer et økonomisk incitament for kommunerne til at gøre noget (og økonomisk straf ved manglende sagsbehandling). Samme metode som fungerer så udmærket ved fx sager om sygedagpenge, flexjob osv. De samme forhold fremførte jeg, da jeg for nogle år siden sad som ekspert i ´Barnets reform´. Desværre uden særlig stor lydhørhed hos den tidligere regering.