Denne helligdag, hvor jeg som mange andre morgener i nu mere end tre år vågner med savnet af min elskede mor, er det rart at vågne op til nyheden om, at det er blevet socialt acceptabelt at være enlig mor!
Min mor valgte i 1961 at få hvad hun gennem hele livet insisterede på var et kærlighedsbarn – nemlig mig. Et barn hun valgte at få med en gift mand (med stor charme men også en hel del fejl og mangler ;-). Det betød i 1961 at min mor jævnligt blev tilset af myndighederne, som skulle sikre sig, at hun passede ordentligt på mig. Indtil jeg var to år, og så var de forvisset om, at min mor var den bedst tænkelige mor. Min mor sikrede – ene og alene – at jeg fik rette mad, tøj, vaccinationer, motion, cykel, fritidsinteresser som FPF, spillede tennis – endda flyttede hun fra København da det gik op for hende, at der blev røget hash på den skole, hvor jeg gik i 1. klasse på Amager. Så flyttede hun med mig til Silkeborg og formåede at købe hus, så hun og jeg fik nogle gode og trygge rammer. Hun var selv ingeniør og nægtede at give sig hen til andre menneskers fordomme om enlige mødre. Og meget få af disse blev jeg da også mødt med. Kun husker jeg en usandsynlig dum og pervers dansklærer på min ene skole i Silkeborg, som i 9. klasse med et slesk grin fik fortalt flokken af teenagere, at enlige mødre lå i med alle mænd…(åbenlyst ikke denne grimme mand med dårlig ånde). Jeg var dybt rystet, min mor klagede over ham og kort efter kunne vi begge glæde os over, at jeg startede på gymnasiet. Senere formåede hun at sikre, at jeg kunne gennemføre mit lægestudie – selv med to små børn og kun få penge til de meget dyre lærebøger. Hun forblev ankeret i mit liv og af selvsamme grund græder jeg den dag i dag over tabet af min elskede mor, som blev næsten 81 år og hvor jeg hele mit liv vidste, at min verden ville bryde sammen, når hun døde. For som enlig mor var hun mine ´forældre´. Dem begge to. Heldigvis blev jeg reddet af ikke mindst mine børns og mands store kærlighed – men stort og smertefuldt er tabet fortsat.
Siden 2000 er antallet af enlige mødre steget med 25% og enlige fædre med 50%. Det er langt mere socialt acceptabelt nu, og størsteparten af børnene har det rigtigt godt. Det kan jeg som nævnt sætte mig levende ind i.
Omvendt må jeg jo også erkende, at der er mange fordele ved at være to forældre. Selv med voksne børn går der ikke en dag, hvor min mand og jeg ikke glæder os og bekymrer os og sammen funderer over, hvordan vores to børn har det. Hvad de laver. Ikke laver. Kunne lave. Har lavet. Skulle lave. Burde lave. Ville lave. Og ikke mindst hvordan de har det. Sidstnævnte er selvfølgelig vores vigtigste omdrejningspunkt. Og det er rart, når man har en anden forælder, at dele disse ting med. Og det kan jeg jo se, at min mor ikke havde. Og helt sikkert nok også savnede. Omvendt slap hun så få uenigheder om netop opdragelse, mad, lommepenge, sengetider, opgaver i hjemmet osv. Hun satte alene dagsordenen (godt bistået af mig…).
Med alt det forsøger jeg at sige, at det er dejligt, at enlige forsørgere er blevet langt mere accepteret og at de ikke mindst har fået langt bedre økonomiske rammer til netop, at være enlige forsøgere. For jeg er pinligt bevidst om, at mange enlige mødre i 1961 og mange år frem har siddet meget hårdt i det økonomisk og haft det umådeligt svært. Og en del har det selvfølgelig fortsat. Men der var også mange kvinder, som blev i rådne ægteskaber og gav børnene dårlige vilkår grundet netop angsten for at blive stigmatiseret som en enlig (og næsten udstødt) mor.
Så tak til det store fremskridt og jeg sender atter mange tårer min elskede mors vej. Jeg græder om kap med dagens regn :-). Selvsamme metafor lokkede min far min mor tilbage med for nu mange år siden, og hvor hun besluttede sig for at få sit kærlighedsbarn. Og et sådan blev jeg heldigvis. Takket være min mor – som var enlig men aldrig følte sig alene, for som hun sagde igen og igen og igen med et kærligt knus ´jeg har jo dig´.