Af dagens Politiken fremgår, at Café Norden inde på Strøget af en af de (heldigvis få) caféer, hvor amning er forbudt. Ganske enkelt. Kvinder må ikke amme på stedet.
Det er jeg jo ked af. Ikke fordi jeg ammer selv – trods alt – men fordi det er et sted, hvor jeg kommer forholdsvis ofte. Nu med en grim bismag. Bogstaveligt talt. For samme Café Norden er et sted, hvor der ofte sidder forbavsende mange voldsomt tørklædefængslede kvinder. Se – det krænker min blufærdighed. I helt ekstrem grad. For det er om noget seksualiteten ´up in your face´. De kvinder signalerer jo om noget, at vi kvinder ikke er andet end et omvandrede sexobjekt – hvor vi skal pakkes ind for ikke at lokke de stakkels hungrende mænd. Og vi kvinder – som IKKE pakker os ind – er angivelig så skøger.
Så kan jeg jo godt se, at hvis det kvindesyn afspejler Café Nordens holdning til kvinder – ja, så forbyder man selvfølgelig, at kvinder ligefrem finder et bryst frem for at amme et barn. Kort sagt – det er for mig at se udtryk for et eklatant kvindehad og samtidig også udtryk for et forsøg på at holde os kvinder på plads. Ganske enkelt ydmygende og nedværdigende. Jeg er overbevist om, at min følelse af at blive blufærdighedskrænket af så stærke misogyne signaler, som tørklædefængslede kvinder sender, næppe får Café Norden til at forbyde kvinder at tilhylde sig i caféen. For det er måske det som i virkeligheden er ønsket? At alle vi lokkende tøjter gemmer os væk. Helt væk? Skræmmende udvikling.

Dresscode er jeg som altid meget varm fortaler for. Men så skal vi starte med at lave en liste over, hvad vi hver især føler os krænket af. Intimideret af. Og så tage det derfra. Jeg for min part lægger gerne ud – jeg føler mig stærkt intimideret af tørklædefængslingen af kvinder. Det er ligefrem angstprovokerende, fordi det signalerer et ønske om at frarøve os de frihedsrettigheder, vi i så mange år har kæmpet hårdt for og som mange millioner kvinder verden over fortsat ikke har. Med det resultat at de tæves, krænkes, ydmyges, holdes nede og slåes ihjel. Alene fordi de er kvinder og bliver betragtet som mandens redskab og manden underdanig. Se DET er stærkt intimiderende og angstprovokerende og gør, at vi med næb, klør og bare bryster må kæmpe fortsat for vores rettigheder – og vores medsøstres rettigheder!
Jeg må nok kigge mig om efter et andet spisested end Café Norden – jeg bryder mig ikke om et så kvindefjendsk signal og udtryk.